Quiltemønstre

Victoria and Albert Museum har quiltede silkeskørter fra 1700-tallet, et fra 1740–1770 quiltet i ruder på ¾ tomme og et fra 1730–1750 med en kant mod en bund af skrå linjer, og The Quilters' Guild en silkequilt fra 1700-tallet med ruder som fyld. Barbara Brackman kalder parallelle linjer den mest almindelige håndquiltning til fyld og helt-over-quiltning, gerne dobbelte eller tredobbelte; dobbelte og tredobbelte linjer, i kryds eller på skrå, er "meget 1800-tal". I sydstaterne er de fleste ensfarvede quilts quiltet i lige linjer.

I den moderne quiltbevægelse, hvor Modern Quilt Guild blev stiftet i 2009 af Alissa Haight Carlton og Latifah Saafir, er de enkle linjer kommet igen på maskine. Jacquie Gering, en af bevægelsens førende quiltere, skrev bogen Walk (2016) om at quilte med trykfod med transport.

QuiltCrafters Linjer kan drejes i enhver vinkel, og Kryds lægger linjer begge veje; drejet 45° bliver det ruder, det klassiske crosshatch. Sy alle linjerne den ene vej først, så den anden, med trykfod med transport.

Joseph Hedley, kaldet "Joe the Quilter", fra Warden i Northumberland var skrædder og professionel quilter. Bowes Museum har en hvid quilt, han quiltede med blomster, fjer og vifter, med påskriften "This was done by Old Joe the quilter in 1824"; han blev myrdet i januar 1826, og ifølge Northumberland Archives var hans arbejde kendt i England, Irland, Skotland og Amerika.

I Nordengland blev det et erhverv at tegne mønstrene op, "stamping", selv om det blev gjort i hånden efter skabeloner af brunt papir. Elizabeth Sanderson fra Allenheads (1861–1933) havde lærlinge og gav navn til Sanderson-stjernen, og den nordengelske fjer er typisk for egnen om Durham: Victoria and Albert Museum har en quilt i rød tråd fra 1932 af Nina Pirt fra County Durham. I Wales quiltede en Mrs Daymond fra Tonna i 1930'erne med en fjer efter prinsen af Wales' fjerbusk, og i Amerika har museet i Lincoln en medallion fra 1820–1840 med en fyldt fjer.

QuiltCrafter har to slags: Square Feather lægger fjerkranse i et gitter af fire afstande, og Fjerrammer lægger fjerene i rammer om midten. Hver fjer er dråber, der stopper ved den forrige, og de syes på fri hånd.

Muslingeskaller er et af de gamle fyldmønstre i britisk helstofs-quiltning. The Quilters' Guild har en quilt af cremefarvet silke fra 1700-tallet, hvor kanterne er fyldt med linjer og muslingeskaller, og en gul nordengelsk quilt fra 1920–1939 med muslingeskaller, en lille snoning og tulipaner. En walisisk quilt fra omkring 1850–1870, i dag i Tasmanien, er quiltet med walisiske mønstre: muslingeskaller, den walisiske pære og spiraler.

Mønstrene blev tegnet op efter skabeloner. Victoria and Albert Museum har 86 skabeloner af brunt papir og karton fra Durham fra 1900–1932, og blandt dem er skaller og fjer. Muslingeskaller kan også syes som patchwork; The Quilters' Guild har en top af den slags fra 1939–1959 med papirerne stadig i kanten.

QuiltCrafters Muslingeskaller lægger buerne i et gitter fra midten, række for række. Mønstret er roligt og godt som fyld bag et motiv eller over en hel quilt, og det syes på fri hånd eller med en skabelon.

Barbara Brackman kalder vifterne meget populære i sydstaterne fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet, og i hendes samling af omkring 1.000 daterede quilts har 16 vifte-quiltning, 13 af dem fra efter 1900. Museet i Lincoln nævner "fan" eller "elbow quilting" som et kendetegn for quilts fra syden: buerne udgår fra quilterens albue, som var midtpunktet.

Quilterne tegnede op ved kanten og arbejdede indad: Beck Kirby fra Toccoa i Georgia satte albuen på quiltens kant og slog buen med kridt, og Ila Patton fra Virginia bandt kridtet i en snor. Hvor buerne fra hver side ikke mødtes, blev der en stribe ned ad midten, som quilterne kaldte rygraden eller "hog's back". Forløberen kan være de skalmønstre, Marie Webster viste i 1915, og vifter findes også i Storbritannien: Joseph Hedleys quilt fra 1824 er quiltet med blomster, fjer og vifter.

QuiltCrafters Vifter lægger buerne ud fra midten, og hver bue stopper ved vifterne før den, så rækkerne lægger sig som tagsten. Afstanden er buernes afstand; syet på fri hånd eller på en langarmsmaskine som "edge to edge".

Ekko-quiltning er kendetegnet for de hawaiianske quilts. På hawaiiansk hedder den kuiki lau, "quiltning, der følger mønstret", og Pukui og Elberts ordbog har navne for andre måder at quilte på, som kuiki lala på skrå. Den første syklub blev holdt på skibet Thaddeus den 3. april 1820, hvor missionærernes koner og hawaiianske kvinder syede patchwork af kattun; de store applikationer, klippet efter et foldet stykke stof, kom ifølge museet i Lincoln til omkring 1870'erne.

Mesterquilteren Meali'i Kalama, der fik USA's nationale pris for folkekunst i 1985, beskrev rækkerne med en halv tomme imellem som en krusning ud fra mønstret. Bishop Museum sammenligner mønstret med aftrykket af den mønstrede kølle, der bankede kapa, det hawaiianske barkklæde, og Hawaiian Mission Houses har en paradisfugle-quilt fra 1920'erne af Alice Mahelona med ekko-quiltning i hvid tråd.

QuiltCrafters Ekko er den enkle udgave: én linje et stykke inde i hvert stykke, langs sømmene, det der også kaldes outline quilting. Trykfodens kant følger sømmen, så den er let at sy lige; flere linjer indad giver krusningen fra Hawaii.

Barbara Johannah fortæller i et interview fra 2001 til Quilters' S.O.S. – Save Our Stories, at hun fandt på og udgav "continuous curve"-quiltning i bogen Continuous Curve Quilting i 1980 som maskinens svar på håndquiltning; bogen kom på C&T i 1987. Linjen går i buer fra hjørne til hjørne gennem et gitter af kvadrater uden at stoppe.

Formen er den samme som patchwork-blokken Orange Peel, som Barbara Brackman kender fra quilts i stoffer fra omkring 1800–1830. Hvornår den også blev et quiltemønster, har vi ikke fundet.

QuiltCrafters Orange Peel lægger buerne i et gitter over hele quilten, så de danner spidse ovaler; Bueblomster bruger et gitter med den dobbelte afstand, så fire buer mødes i en blomst. Begge syes med trykfod med transport eller på fri hånd.

Elias Howe fik sit amerikanske patent på symaskinen i 1846, og Singers maskine til hjemmet kom i 1859. Museet i Lincoln skriver, at nogle quilts fra midten og slutningen af 1800-tallet er maskinquiltede, og at nogle tidlige maskiner kom med en quilteindretning; museet har en sekskant-quilt fra 1860–1880 og en President's Wreath fra omkring 1870–1880, quiltet på maskine. Men de fleste quiltede i hånden helt op til slutningen af 1900-tallet.

Stipling betød oprindelig noget andet: i håndsyet fyldt quiltning (trapunto) var det små sting tæt i baggrunden, så den lå fladt og de fyldte motiver stod frem, skriver Illinois State Museum. Harriet Hargraves bog Heirloom Machine Quilting (1987, nye udgaver 1990, 1995 og 2004) handlede om maskinquiltning i en kvalitet, der kunne gå i arv, og i 1989 vandt Caryl Bryer Fallerts maskinquiltede "Corona II: Solar Eclipse" Best of Show i Paducah, første gang en maskinquiltet quilt var med i opløbet. I dag ligger den i National Quilt Museum.

QuiltCrafters Meander er én bugtet linje over hele quilten, der aldrig krydser sig selv, og Løkker det samme med små sløjfer. De syes på fri hånd med transportøren sænket, eller på en langarmsmaskine.

I sømmene ("stitch in the ditch") syes på den lave side af sømmen, hvor sømrummet ikke ligger, så stingene næsten forsvinder og ingen tegning er nødvendig. Om blokkene gør det samme kun om blokkene, sashingen og kanterne.